Hop til hovedindholdet

Naturvidenskabernes Hus logo

Teknologi for mennesker


Dato og tid

Onsdag d. 30. september 2020 kl. 10:00 til 15:00

Tilmeldingsfrist

Tirsdag d. 1. september 2020 kl. 17:00

Sted

DTU Lyngby Campus, Anker Engelunds Vej 101, 2800 Kgs. Lyngby DTU Lyngby Campus
Anker Engelunds Vej 101
2800 Kgs. Lyngby

Teknologi for mennesker


Arrangementsbeskrivelse

GIRLS' DAY IN SCIENCE
PÅ DTU LYNGBY CAMPUS

På DTU arbejder vi sammen på tværs af fagligheder og kulturer for at skabe en bæredygtig fremtid.  Vores forskere og studerende beskæftiger sig med mange forskellige fagområder – lige fra byggeri, sundhed og design til miljø, IT og transport. Uanset fagområde er vi på DTU optagede af at udvikle teknologi, der kan forandre verden. Til Girls’ Day in Science inviterer vi unge kvinder indenfor til en inspirerende dag med nogle af kvinderne på DTU. Vi håber, at de unge kvinder vil gå derfra lidt klogere på, hvordan de selv kan være med til at udvikle teknologi, som gør en forskel.



På dagen skal pigerne deltage i én af nedenstående workshops. Start med at tilmelde hele gruppen. Vi sender dig efterfølgende et link, som du kan dele med pigerne, så de selv kan vælge den workshop, de har størst interesse for.

Workshop 1: Biosensorer forbedrer behandlingen af kræft og epilepsi
Kom tæt på udviklingen af biosensorer, der kan erstatte laboratorier, selvom de ikke er større end en graviditetstest. Med biosensorer er det muligt hurtigt og billigt at diagnosticere og overvåge sygdomme.

Workshop 2: Brug rummet til at redde verden
Bliv klogere på, hvordan rumforskning bidrager til at skabe en bedre og grønnere fremtid her på Jorden. Udstyr i satellitter giver fx præcis viden om havstigninger og udledning af CO2. Et kig langt ud i universet giver os derudover en ide om, hvor unik Jorden er i det store mørke univers.

Workshop 3: Bæredygtige ressourcer
Er du nysgerrig på, hvilke ressourcer jorden gemmer på, og hvordan vi finder, forvalter og passer på dem? Her introducerer vi dig til sammenhængen mellem dit forbrug og jordens ressourcer samt hvordan du kan hjælpe til med at forvalte vores sparsomme ressourcer mere bæredygtigt.

Workshop 4: Fysikken i fremtidens grønne energi
Denne workshop giver dig et indblik i, hvordan fysikken spiller en rolle i forskningen inden for fremtidens grønne energiformer. Du vil kunne vælge mellem at undersøge effektiviteten af solceller og brændselsceller, og du vil møde både forskere og studerende.

Workshop 5: Hvorfor skal strøm være grøn?
Bliv klogere på det danske energisystem og hvordan omstillingen fra kraftværker med fossile brændstoffer til bæredygtig og vedvarende energi påvirker samfundet. Prøv selv at opsamle energi fra solpaneler og lagre energien i batterier. Du kan også møde nogle af de studerende og opleve et simuleret lynnedslag.

Workshop 6: Kan mikroorganismer redde verden?
Kom med til en workshop med idégenerering for at finde nye bæredygtige biologiske løsninger. Du kan også selv prøve at arbejde med én af de helt centrale teknikker inden for molekylær mikrobiologi: Plasmider og restriktionsenzymer.

Workshop 7: Kemi er alt, alt er kemi
Her bliver du klogere på, hvordan forskning i kemi er fundamental for bæredygtige løsninger på globale problemstillinger. En rundvisning vil give dig et indtryk af forskningen inden for bl.a. hybridbiler og kræftforskning – og du vil blive klogere på, hvordan du selv kan gøre en forskel.

Workshop 8: Lys og moderne kommunikationsteknologi
Hvordan foregår moderne kommunikation ved hjælp af lys, og hvad er det lyset transporterer? Bliv klogere på internettet og på hvorfor videokodning er nødvendig for at du hurtigt kan downloade en film til din smartphone. Du kan også blive klogere på Internet of Things og bygge din egen enhed

Workshop 9: Løs virkelighedens problemer med matematik og IT
Her kan du lære både at kode og at hacke, og du vil høre om, hvorvidt kunstig intelligens kan hjælpe os med at bruge energi fra elnettet med nul klimapåvirkning. Du kan også møde studerende, der fortæller, hvad der driver dem, og forhåbentlig gør dig klogere på, hvad der driver dig.

Workshop 10: Rør, føl & sammenskab – Iværksætter for en dag 
Tag med på en rundvisning i DTU Skylab og mød forskere og iværksættere, som arbejder på at skabe en social forskel ved at udvikle teknologier, der gør gavn for alle mennesker. Prøv også at arbejde i et Prototyping Lab og skab jeres eget produkt, som løser en fælles udfordring.

Workshop 11: På vej mod 100 % vedvarende energi
Hvordan fungerer et batteri og en brændselscelle? Og hvorfor bruger vi mikroskoper og røntgen tomografi i vores forskning? Se teknologierne i laboratoriet og find ud af, hvordan du kan være med til at redde planeten ved at udvikle nye, bedre materialer til fremtidens energiløsninger.

VÆR GODT FORBEREDT
Hvis I forbereder jer godt inden besøget, får vi alle det bedste ud af dagen. Derfor beder vi jer om følgende: 

  • Læs programmet grundigt og videresend programmet til pigerne. 
  • Besøg vores hjemmeside og undersøg, hvem vi er, og hvad vi laver. Ingeniører arbejder med mange forskellige ting; kan du finde to emner, det undrer dig at man kan arbejde med på DTU? 
  • Hvis I vil vide mere om, hvilke uddannelser vi udbyder, kan I se film her: DTU's uddannelser
  • Skriv 2-3 spørgsmål ned, som I gerne vil have svar på af vores kvindelige studerende og medarbejdere. Det kan være tanker om uddannelse, job og fremtid.
  • Husk på, hvilken workshop, du er tilmeldt - så går det nemmere med at få jer fordelt.

VIGTIG INFORMATION
  • DTU giver frokost
  • Husk at medbringe mobiltelefon
  • Programmet starter fælles for alle. Herefter fordeler vi os på workshops forskellige steder på DTU. Yderligere info sendes til de tilmeldte midt i september. Her får I bl.a. program og praktisk info for den workshop, I er tilmeldt.



Et samarbejde mellem
    og      DTU logo

Find vej til arrangementet

Klik for at se et kort med stedets placering hos Google Maps >